Vandlaboratoriet begynder at tage form
Opførelsen af Kertemindes nye Vandlaboratorie er godt i gang
Byggeriet af vandlaboratoriet er i fuld gang. Udgravningen er færdig, og i disse dage støbes den sidste bundplade i det midterste og dybeste bassin. Herpå kan arbejdet fortsætte med forskalling og opbygning af sidevæggene til bassinerne.
Som led i støbningen af fundamentet har entreprenøren måtte arbejde uden om de gamle betonklodser, der ses på billederne. Det er nemlig her, at havnekanalens spuns (jernpladerne på ydersiden af kajkanten der afgrænser vand og land) er fæstnet inde på land.
På pladsen ses også en brønd. I den sidder den pumpe, der hver dag skal forsyne livet i bassinerne med frisk havvand fra havnekanalen lige uden for – i alt ca. 30 m3 i timen.
Vandlaboratoriet forventes at stå færdigt i starten af juli.