Havnen i Kerteminde var engang Fyns største industrihavn. I dag er havneområdet i højere grad et sted, hvor mennesker slapper af, dyrker det maritime og lever det gode liv.
Hvis vi ønsker, at Kerteminde fortsat skal være attraktivt for borgere, erhvervsliv og besøgende, skal både byen og havneområdet udvikle sig. Vi vil derfor udvide byens charmerende centrum, så det kommer tættere på vandet – og skabe et levende havne- og købstadsmiljø med caféer, restauranter, boliger og et rekreativt grønt område.
Sådan ændrer byen struktur
Kertemindes nye havnekvarterer kommer til at ligge på den nordlige og sydlige del af Strandkilen og området omkring Nordre Havnekaj, Islandsgade og Grønlandsgade. På den måde ønsker vi at forbinde havneområdet med købstaden i højere grad end nu.
Vi fortsætter traditionen med karrébebyggelser og sluttet randbebyggelse – som begge er strukturer, der skaber nogle inviterende gadeforløb, som er rare at færdes i.