1. spadestik til Vandlaboratoriet
Så går opførelsen af Vandlaboratoriet snart i gang
Som en del af havneudviklingsplanen får Kerteminde i 2023 et nyt og indbydende byrum – Vandlaboratoriet. Aarsleff A/S er udbudsvinder og skal stå for udførelsen af anlægget der opstartes 1. februar 2023. Projektet forventes at stå færdigt og klar til åbning i starten af juli.
Vandlaboratoriet bliver et livfuldt byrum med plads til fælles ophold, leg og læring. Det kommer til at bestå af fire sammenhængende bassiner, der repræsenterer Kertemindes omgivende havmiljøer. Vandlaboratoriet opføres i samarbejde med Fjord & Bælt, Nordea-fonden og LAG MANK.
Anlægget bliver åbent og gratis tilgængeligt for alle. På den måde kan flest muligt få glæde af byrummet og få øjnene op for vores fantastiske og dyrebare natur. Hen over sommersæsonen vil Fjord & Bælt stå for daglige, bemandede formidlingsaktiviteter. Det vil være aktiviteter på stedet med alt fra krabbefangst, præsentationer af dyrene og events ved udsætning af nye fisk. Skoleklasser vil kunne få undervisning i områdets hydrografi, havets dyr, lokalmiljøets fiskerihistorie og meget mere. Sidst vil Vandlaboratoriet også danne udgangspunkt for andre læringsaktiviteter i området.
Aktørerne omkring projektet er stolte og forventningsfulde. Mette Thybo, direktør for Fjord & Bælt udtaler bl.a.:
”vi glæder os rigtig meget over udviklingen for havneområdet de kommende år. Også Fjord & Bælt står jo foran en storudvidelse, og med alle de nye initiativer er der lagt op til endnu mere liv i byen og selvfølgelig for os på Fjord & Bælt”.
Der afholdes 1. spadestik arrangement torsdag d. 2. februar kl. 14 ved Fjord & Bælt. Her vil repræsentanter fra både Nordea-fonden, Fjord & Bælt, LAG MANK samt Kerteminde Kommune sige et par ord. Efterfølgende vil der være mulighed for at få en sodavand samt hilse på de forskellige aktører og interessenter i projektet. Alle er velkomne!